Mig og mine medier.

Jeg mangler gode tekster, der rammer mig. Jeg mangler indhold, hvis formål ikke er at få mig til at købe eller klikke her. Jeg mangler statements, der tør. Jeg mangler, at blive udfordret og skubbet til.

Et sat på spidsen lettere karikeret, men dog relativt rammende, oprids af min online-medie-gøren-og-laden:

Facebook, hvad laver mine venner (dart og krone), er der delt en feel good tudevideo eller noget med et uundværligt life hack/ opskrift på kage med snickers?

Instagram, scrolle, scrolle, scrolle, flotte billeder, det aer mine øjne. Lækkert komponerede shoots med styr på farver og tilpas blurred baggrund. Brunch, sko, blomster, snacks, ”nyt indlæg på min blog”, solnedgang, bjergside, skyline, memes, brunch, nyfødt, sko, cute dyr. Repeat.

Jodel, pudsige statements, latterlige opdateringer, god karma, dårlig stemning, vandrehistorier og åbenlys likehunting. Men ok til afklaring af hurtige spørgsmål. Som hedder Dokk1: DokkEN eller DokkET eller hvordan? (Livsnødvendigt..eller..)

Bloglovin, inspiration til bolig, min uge i billeder, en bootz-collage, et indlæg med en holdning, lækker opskrift (jeg gemmer, men aldrig kommer til at lave), kjoler til foråret-asos-collage, makeup tips, et indlæg hvor tidligere holdning undskyldes/forklares/uddybes/nuanceres til en grå masse af ligegyldighed, ellos-collage, rejsepostkort.

Etablerede medier (TV2, DR, Berlingske og en sjælden gang imellem Politiken), breaking: Trump siger noget vanvittigt, sådan taber du dig med 4 lette tips, Christiansborg-sladder, Mand reddet af hund, Wozniacki taber finale – tilfreds alligevel, breaking: lastbil holder på motorvej.

YouTube, USA-haul, min makeup rutine, GRWM, funniest pranks, stand up, top 10 oscar moments, honest trailers.

 

I forhold til hvor mange timer jeg bruger dagligt på at trawle ovenstående igennem får jeg simpelthen ikke nok ud af det. Jeg har selv sammensat ovenstående pallette af informationskanaler og indhold, men er ikke imponeret over mig selv, nu jeg lige ser det sort på hvidt. Det sker, heldigvis, at jeg kommer forbi et indlæg, der sætter tanker i gang hos mig, og ikke bare indtages som et hurtigt fix. For det er blevet en digital chipspose for mig. Mer’ vil have mer’. Jeg stopfodrer mig selv med en evig strøm af letfordøjelig, hurtigt forbrugt indhold.

Det skal stoppe, det kan jeg jo godt se. Jeg bliver ikke lykkeligere af at scrolle instagram igennem i en halv time. For jeg har jo set de billeder af blomster, brunch og babyer. Jeg er blevet blind for det smukke, unikke, skøre, skønne, men kværner bare flere og flere billeder ind på nethinden. Kan jeg huske dem? Nej. Giver de mig en følelse i kroppen? Næ, ikke andet end tidsfordriv. Muligvis er kvaliteten ganske høj, men jeg har ikke plads til den for kvantiteten.

Jeg har i længe tænkt, at jeg gerne vil have en skærmtid faste-periode. Men ikke kunnet sætte nogle rammer på det, der var realistiske. Men måske er de rammer, at jeg skal skære ned på fluff, lyserødt, lethed og ligegyldighed. Og i stedet give plads til at lade det dybere komme til, det tungere og det, der kræver at jeg giver det tiden og fokus.

(Jeg forstår lige nu meget godt hvad det er Zetland er udsprunget af. Og har da selv været tilmeldt deres service med én artikel om ugen. Men fik jeg den læst? Næ, jeg havde for travlt med at se vlogs på youtube og se billeder af OOTD, så jeg meldte den fra.)

Vender tilbage, når jeg har fundet en form på min faste.

Den enes død..

Wow det er dystert. Og slet ikke ment sådan. (Det er også titlen på femte afsnit af Matador i øvrigt.) Men det er heller ikke helt forkert. Jeg er igang fordi seje dygtige Kia har meldt sig ud. Fordi jeg synes, det efterlader et hul i denne selvforvaltende del af mediebilledet. Lad mig forklare:

Jeg er en junkie, der har brug for sit fix. Et fix af polerede billeder: solnedgange, brunch og potteplanter. Vi har i højere grad end nogensinde før mulighed for selv at påvirke vores mediebillede. Ingen er længere begrænsede til TV-Avisen, og hvad de vælger at bringe; man skal ikke købe en hel avis for at blive opdateret, på hvordan det gik med oscaruddelingen. Jeg kan shuffle og vælge til og fra i ét væk.

Og hvordan er det så endt? Er mit feed fyldt med spændende nyheder, personligheder, meninger og holdninger? Næ.. det flyder over med cupcakes og pastelfarver, glimmer og guldstøv.

Engang grinede jeg af min farmor, fordi hun holdt ugebladet Familie Journalen. Let underholdning, aldrig noget udfordrende eller skævt: en opskrift på fastelavnsboller, TV-programmet og kryds- og tværs. Altsammen krydret med et interview ægteparret fra Brøns, der fandt sammen gennem linedance. Uge efter uge med samme letfordøjelige indhold.

Men hov, sagde pilen og pegede på mig selv. Mit ugeblad hedder instagram, bloglovin og facebook – men indholdet er samme lette kalorier. Og det er okay, hvis man husker at spise sit rugbrød. Det har jeg glemt.

Min nyheder får jeg ved at besøge TV2s hjemmeside nogle gange dagligt og scrolle igennem clickbaits og reklamer. Alt jeg ved, om Trumps gøren og laden, baserer sig på nogle klip delt på facebook og en halv artikel skimmet igennem henover morgenmaden.

Jeg anser egentlig mig selv for et (ud)dannet menneske, lang universitetsuddannelse, mange bøger på reolen, et hjem med klaver. Hvorfor, hvordan, hvornår blev jeg tilfreds med (og afhængig) af et dagligt feed af – helt ærligt – lutter ligegyldigheder?

Derfor kommer jeg til at savne Kia, hendes holdninger og skarpe indlæg, der tvinger mig til at reflektere. Men i virkeligheden står og falder det hele jo ikke med ét stk fierce dame. Der er bestemt flere derude, men der må gerne være flere i mit mediebillede, der kravler ind under huden og ikke bare bouncer på min ligegyldighed. Jeg har et behov for at få mere gods i mit feed. Så nu gør jeg noget – blandt andet det her skriv. Forhåbentligt flere.

Og tak for al din fierceness, Kia!